ÅOP betyder årlige omkostninger i procent. Det er en betegnelse, der angiver omkostningerne ved et lån, og ÅOP anses som den bedste indikator for et låns omkostninger. Derfor er det også lovpligtigt for alle banker og låneudbydere at oplyse om ÅOP inden et lån bekræftes af forbrugeren.
ÅOP angives altid som en procentsats. Takket være ÅOP bliver det muligt at sammenligne forskellige lån på tværs af hinanden, hvis ellers størrelsen og løbetiden er ens. Det er altså smart at holde øje med ÅOP, når du leder efter et lån. ÅOP tager højde for alle udgifter i forbindelse med lånet - heriblandt rente, renters rente og andre gebyrer, som banken eller låneudbyderen eventuelt måtte kræve.